Formanden beretning fra Generalforsamlingen den 25. januar 2012.
Velkommen til Gymnastikforeningen Sydøstlollands generalforsamling.
Der er gået endnu et år, og for gymnastikforeningen et år med fuld fart, masser af aktiviteter og spændende gymnastik.
Zumba har også været på banen i sæsonens løb. I februar sidste år blev afholdt et 3 timers zumba arrangement under ledelse af foreningens tidligere instruktør Tine, som fik bragt de fleste af os lidt ud af kurs. På lørdag er endnu et arrangement.
For snart et år siden stod vi i Kettinge hallen til den årlige opvisning. En eftermiddag der beviser hvad vi kan her i foreningen. En opvisning der igen fik meget ros, et arrangement der bare kørte, takket være alle de frivillige hænder.
Vi havde besøg af to gæstehold – Team syd og Tingstedpigerne.
Der var godt 600 betalende gæster hen over eftermiddagen, og vi var 240 til fest om aftenen.
En god afslutning på sæsonen.
Sæsonen stoppede dog ikke helt, dameholdet fortsatte nemlig til sommertræning, og deltog i sommerstævne i Bøgeskoven og Hyldedalen i juni måned.
Derudover var der traditionen tro også stor hoppe dag i april i Kettinge, som der hvert år bliver lagt kræfter i at få afviklet.
Den nye sæson kom hurtig på plads i april måned, og lokaletildelingen fik ikke de store konsekvenser for foreningen i år. Det har betydet at vi igen i år har haft hold kørende i Kettinge, Nysted og Brydebjerg – i alt småt 350 medlemmer hvoraf de 75 % er under 25 år. Specielt børneholdene er vokset enormt i år.
Dette års sæson endte ud med 14 kørende hold og godt 20 instruktører/hjælpe-instruktører.
Frivillig fredag – den 30 september var udråbt til officiel frivillighedsdag. Foreningens bidrag var planlagt til at være en dag i Nysted salen i samarbejde med Nysted SFO, men desværre måtte arrangementet aflyses.
Ok sponsoraftalen har kørt et år nu – det har givet os et beskedent tilskud. Det er blevet til er 6 nye kort og 28 eksisterende kort som er blevet tilknyttet foreningen.
Erfaringen har vist at det har været svært at få nytegninger i hus, men vi fortsætter et år mere.
Jeg synes vi kan se tilbage på året med stolthed – være stolte af hvad vi formår som forening.
Tak for samarbejdet til både bestyrelsen og instruktører.